Spring til indhold
Forside Farve & Rum · Din guide til maling, gulve og vægge
Farve & Rum
Farve & Rum guider dig fra idé til finish: inspiration, tips, farvekombinationer, materialevalg og trin-for-trin-guides til maling, gulve og vægge.
Få nye guides direkte i indbakken
Tips, farveidéer og praktiske trin-for-trin-artikler for dig, der vil vælge rigtigt første gang.

Medvirkende i No Time To Die

Medvirkende i No Time To Die

Inspiration, tips og trin-for-trin vejledning fra idé til finish.

Medvirkende i No Time To Die

Ryster martinin, spænd sikkerhedsselen og gør dig klar til et sidste, eksplosivt køretur med Daniel Craig som James Bond. Agent 007 – No Time To Die er ikke bare endnu et kapitel i verdens mest ikoniske spion­univers; det er kulminationen på 15 års følelsesmæssige op- og nedture, hvor både helte, skurke og allierede har fået nye farver og nuancer.

I denne artikel dykker vi ned i hele holdkortet – fra de bærende præstationer til de skjulte perler, der giver historien sin dybde. Du møder:

  • Hovedrollerne: Daniel Craig, Léa Seydoux og Rami Malek, der tilsammen tegner Bond-universets stærkeste følelses­konflikter til dato.
  • Team MI6 og nyskabte alliancer, hvor bl.a. Lashana Lynch giver 00-tallet et frisk pust.
  • Skurke, forskere, Spectre-agenter og overraskende cameos, som alle bidrager til filmens labyrint af bedrag, biologi og brutalitet.

Samtidig løfter vi sløret for spændende bag-scener: den imponerende produktionstid, de internationale optagesteder og de kreative kræfter bag kameraet – fra instruktør Cary Joji Fukunaga til producentduoen Barbara Broccoli og Michael G. Wilson.

Er du klar til at opdage, hvordan farverige karakterer og isnende trusler smelter sammen til 163 minutters uforglemmelig action? Så læs videre – der er No Time To Die, men masser af tid til at gå bag om hvert eneste øjeblik.

Hovedrollerne i Agent 007 – No Time To Die

Daniel Craig sætter et definitivt punktum for sine 15 år som 007 med en præstation, der balancerer rå fysiskitet med sjælden sårbarhed. Filmen åbner med Bond på pension på Jamaica, hvor Craig lader figuren hvile i en næsten ugenkendelig ro – kun for hurtigt at rive ham ud af idyllen. Den måde skuespilleren skifter fra afslappet ex-agent til kompromisløs operativ styrke, giver publikum følelsen af en mand, der både prøver at leve videre og stadig bærer vægten af sit gamle liv. Hans blikke, snarere end replikkerne, afslører den indre konflikt: Kan Bond nogensinde slippe fri af blod og pligt? Craig leverer en fysisk intens Bond, men det er de stille øjeblikke – ansigtet i skygge ved en italiensk brostensvej eller et træt smil til barnets bamse – der forankrer filmens emotionelle spændingsfelt.

Hvor Bond er filmens nerve, er Léa Seydoux dens puls. Seydoux fortsætter som Madeleine Swann fra Spectre, men nu som langt mere end “Bond-pigen”. Hendes karakter gemmer på hemmeligheder, der både truer og redder Bond, og Seydoux giver Madeleine en egen agency; hun er læge, mor og overlever i ét. Kemien mellem Craig og Seydoux er præget af både varme og mistro – vi mærker Bonds frygt for forræderi og Madeleines frygt for at miste alt, hun elsker. Seydoux spiller elegant på to niveauer: den rolige facade og den konstante indre panik, der kulminerer i scenen i laboratoriet, hvor hendes ene tåre siger mere end en hel side dialog. Hun fungerer som filmens moralske barometer, og gennem hende forstår vi, hvad Bond reelt sætter på spil.

Ind træder Rami Malek som Lyutsifer Safin, en skurk formet af barndommens traumer og drevet af et køligt hævnbegær. Malek bærer rollen med en ro, der næsten er hypnotisk – hans stemme er lavmælt, ansigtet arret, bevægelserne minimalistiske. Safin virker mere fantom end mand, og netop det gør ham uforudsigelig. Hans forbindelse til Madeleine – han redder hende som barn for senere at udnytte hende som voksen – etablerer en perverteret spejling af Bonds egen beskytterrolle. Malek leverer isnende monologer om magt og renselse, men det er øjeblikket, hvor han rører Madeleines datter og hvisker “now you belong to me”, der fryser blodet: Han ser sig selv som både frelse og dommer.

Sammen danner Craig, Seydoux og Malek filmens følelsesmæssige treenighed. Bond og Madeleine repræsenterer håbet om normalitet; Safin er skyggen, der viser, hvad der sker, når smerte får lov at rådne. Spændingen mellem dem driver historien fra solbeskinnede Jamaica til Safins dystopiske ø, og hver konfrontation løfter indsatsen: Fra tvivl om loyalitet i toget til den altoverskyggende kamp om et nanobot-våben, der kan udslette millioner. Skuespillernes indbyrdes kemi – Craigs desperate intensitet, Seydoux’ stoiske skrøbelighed og Maleks isnende ro – gør, at publikum ikke blot følger en spionmission, men oplever en konflikt om identitet, kærlighed og arvesynd. Resultatet er et Bond-kapitel, hvor action og følelser er uløseligt forbundet gennem tre skuespillere på toppen af deres kunnen.

Team MI6 og centrale allierede

Efter Bonds fem år lange selvvalgte eksil har MI6 udnævnt en ny 00-agent til at udfylde tomrummet: Nomi. Hun er moderne, selvsikker og drevet af et stærkt ansvar over for verdenssikkerheden. Hvor Bond tidligere var MI6’ ukronede ener, giver Nomis tilstedeværelse historien et friskt generationskifte, der både udfordrer og supplerer ham. I første omgang støder de to agenter sammen om metoder og rivaliserer – ikke mindst fordi Nomi nu bærer det eftertragtede 007-nummer – men samarbejdet udvikler sig hurtigt til gensidig respekt. Nomis præcise, næsten kliniske stil spejler Bonds mere instinktive tilgang og viser, at MI6 kan være både traditionsbunden og ­fornyende på samme tid.

M – Ministerens dilemma (ralph fiennes)

Som chef for MI6 kæmper M både indadtil med bureaukratiske magtkampe og udadtil med konsekvenserne af egne beslutninger. Det er M, der autoriserede udviklingen af Heracles, det biologiske våben, som Safin nu ønsker at misbruge – en beslutning der hjemsøger ham gennem hele filmen. Fiennes’ stoiske og til tider skyldbetonede portræt giver et moralsk tyngdepunkt: Han må balancere mellem at holde Bond i kort snor og samtidig anerkende, at kun Bonds utraditionelle metoder kan rette op på fiaskoen.

Q – Tech-hjertet i operationen (ben whishaw)

Ingen Bond-film uden geniale gadgets, og Q leverer igen. Whishaw spiller figuren med en blanding af kejtet humor og knivskarp intelligens, hvilket tilfører scenerne en lethed, når spændingen er på sit højeste. Udover at udstyre Bond og Nomi med alt fra bionisk øje-scanner til magnetisk EMP-ur er Q centralt placeret i historiens tredje akt, hvor hans fjernsupport fra London bliver afgørende for lokaliseringen af Safins øbase. Samspillet mellem Bond og Q er stadig præget af drilleri – Bond presser konstant Q’s sikkerhedsprotokoller – men der er tydelig gensidig loyalitet bag de kvikke stikpiller.

Moneypenny – Bonds fortrolige på indersiden (naomie harris)

Eve Moneypenny har siden Skyfall udviklet sig fra feltagent til M’s betroede sekretær og Bonds uundværlige kontakt til MI6. Harris giver rollen en varme, der balancerer filmens hårde action. Hun handler på egen hånd, da hun overleverer fortrolige filer til Bond uden M’s samtykke – et brud på proceduren, der afslører hvor dyb hendes tillid til Bond er. Moneypennys diskrete effektivitet og verbale ping-pong med Bond understreger, at hun kender systemets regler, men også ved hvornår de skal bøjes for det større mål.

Tanner – Den loyale forbindelsesofficer (rory kinnear)

Hvor M repræsenterer ledelsen, er Bill Tanner MI6’ driftschef i felten. Rory Kinnear spiller ham med britisk, stoisk fattethed, der fungerer som filmens organisatoriske lim. Tanner koordinerer satellitovervågning, henter Bond ind i systemet igen og giver praktiske briefings, så helten kan reagere hurtigt. Uden hans kontinuerlige “play-by-play” ville flere af Bonds indgreb mangle kritisk timing.

Felix leiter – Venskabet på prøve (jeffrey wright)

CIA-agenten Felix Leiter er Bonds ældste allierede og én af de få, 007 virkelig stoler på. Wright formår med få scener at cementere et broderskab, der har udviklet sig siden Casino Royale. At det netop er Felix, der lokker Bond ud af pensionisttilværelsen på Jamaica, giver missionen en følelsesmæssig tyngde. Felix’ skæbne ombord på skibet i Cuba – hvor forræderen Logan Ash vender sig mod ham – bliver et øjeblik, der driver Bonds personlige motivation resten af filmen.

Paloma – Energisk wildcard i havana (ana de armas)

Hvis filmen har én rendyrket scene-stealer, er det Paloma. Ana de Armas spiller den unge CIA-agent med sprudlende charme og dødelig præcision. Hendes selverklærede “tre ugers træning” kamuflerer en ekspert, som på minutiøs vis rydder et helt SPECTRE-ball i Havana sammen med Bond. Hun repræsenterer den næste generation af feltagenter og beviser, at elegance og ildkraft kan gå hånd i hånd. Deres kemi er let, legende – og stopper, før den bliver romantisk – hvilket giver Bond et sjældent ligeværdigt partnerskab på missionen.

Samspillet – Når brikkerne matcher

I No Time To Die fungerer MI6-teamet og Bonds allierede som et tæt sammensvejset puslespil: M sætter de overordnede rammer, Tanner sørger for logistikken, Q leverer værktøjerne, mens Moneypenny og Nomi er Bonds øjne og ører i både Whitehall og felten. Uden Felix’ bøn om hjælp var Bond aldrig trådt ud af skyggerne, og uden Palomas uortodokse støtte i Cuba var SPECTREs plan aldrig blevet afsløret. Gruppens samlede dynamik giver filmen en følelse af, at selv verdens mest ikoniske solo-agent er afhængig af et stærkt hold – en pointe som No Time To Die bringer længere frem i forgrunden end nogen tidligere Bond-film.

Andre medvirkende og figurer fra universet

Foruden de velkendte ansigter i MI6-holdet bidrager en stribe bi- og nøglefigurer til at udvide Bond-universet i No Time To Die. De giver filmen dybde, levendegør Safins plan og kaster nye lag af intriger omkring 007.

Billy Magnussen som CIA-agenten Logan Ash er den høflige amerikaner med det store smil – og den endnu større skjulte dagsorden. Hans charme gør ham til et tillidsvækkende bindeled mellem Bond og Leiter, men Magnussen lader gradvist kynismen sive ind, så forræderiet rammer hårdt, da Ash afslører sin SPECTRE-loyalitet.

Christoph Waltz vender tilbage som Ernst Stavro Blofeld, nu spærret inde i et høj-sikkerhedsfængsel. Selvom skærmtiden er begrænset, udnytter Waltz hvert sekund: Blot et enkelt møde mellem Blofeld og Bond sætter et helt persongalleri i svingninger og bekræfter, at den karismatiske superskurk stadig trækker i mange tråde – også fra sin celle.

David Dencik inkarnerer forskeren Valdo Obruchev, hvis geniale – men moralsk anløbne – sind ligger bag det biologiske nanovåben Heracles. Dencik balancerer komik og kynisme, så Obruchev både fungerer som comic relief og som en tragisk nøgle til katastrofen.

Dali Benssalahs lejemorder Primo, kaldet “Cyclops”, er Safins brutale forlængede arm. Hans biomekaniske øje giver ham et iøjnefaldende, næsten tegneserieagtigt præg, men Benssalah spiller ham med en kølig professionalisme, der gør hver konfrontation med Bond fysisk intens.

Lisa-Dorah Sonnet som lille Mathilde tilfører fortællingen en ny, sårbar dimension. Hendes få replikker understøtter den følelsesmæssige kerne mellem Bond og Madeleine; et stille blik fra barnet er nok til at understrege, hvad der nu står på spil for 007.

Ud over disse nøglefigurer krydres filmen af et farverigt galleri af SPECTRE-folk og andre bipersoner. Brigitte Millar giver den som Vogels isnende konsigliera ved Blofelds side, mens Winston Ellis, Lourdes Faberes og Rae Lim figurerer som veltrænede SPECTRE-agenter under den flamboyante fest i Matera. Eliot Sumner og Rod Hunt ses som uhyggeligt tavse SPECTRE-vagter i den sibiriske skurke-base, og Gediminas Adomaitis optræder kort som Blofelds højre hånd under fængselsbesøget.

På den mere jordnære front møder vi Hugh Dennis og Priyanga Burford som MI6-virologer – et glimt af nørderne bag kulissen – mens Michael Mercer får en kort, eksotisk cameo som bartender på El Nido-øen, hvor Bond søger tilflugt. Selv helt små roller, som Gordon Alexander som laborant og Steve Barnett som anonym SPECTRE-agent (begge ukrediterede), er med til at bevæge historien elegant fra London til Cuba og Japanhavet, uden at tempoet tabes.

Tilsammen skaber disse karakterer en rig baggrundstapet, der forankrer action-sekvenserne i et levende univers og minder os om, at Bonds verden altid er befolket af både storslåede psykopater, moralsk grå videnskabsmænd og helt almindelige bipersoner, hvis liv slynges ind i 007’s højoktane mission.

Agent 007 – No Time To Die: Fakta og produktion

Originaltitel: No Time to Die
Dansk titel: Agent 007 – No Time To Die
Udgivelsesdato: 29. september 2021
Spilletid: 163 minutter – den længste Bond-film til dato.
Oprindelsesland: Storbritannien (GB)
Sprog i filmen: Engelsk dominerer, men du hører også fransk, italiensk, russisk og spansk, hvilket understreger Bonds globale rækkevidde.

Filmen er instrueret af Cary Joji Fukunaga, der som den første amerikanske instruktør på et Bond-eventyr bringer sin visuelle signatur fra bl.a. True Detective og Beasts of No Nation ind i 007-universet. Bag kameraet står de trofaste Bond-kræfter Barbara Broccoli og Michael G. Wilson, der igen fungerer som producent-duo for EON Productions. Sammen med partneren Metro-Goldwyn-Mayer (MGM) holder de fast i seriens DNA, men giver Daniel Craigs sidste mission en mere personlig og følelsesladet klangbund.

Produktionen blev skudt i gang i foråret 2019 og strakte sig over eksotiske locations som Jamaica, Matera i Italien, Norges snedækkede landskaber, samt ikoniske Pinewood Studios uden for London. Undervejs blev optagelserne – ligesom filmens premiere – udskudt ad flere omgange på grund af COVID-19, hvilket gjorde No Time to Die til en af de mest omtalte og ventede film i franchisens historie. Resultatet er en actionthriller, hvor storslåede praktiske stuntsekvenser blandes med ny teknologi – ikke mindst det biologiske nanovåben Heracles, der driver filmens plot.

Med sit internationale cast, sine mange sprog og sin globale produktion cementerer No Time to Die James Bond som filmverdenens måske mest vedholdende agent – og giver samtidig publikum et mægtigt farvel til Daniel Craigs æra, skabt af et hold, der mestrer både tradition og fornyelse.

Del artiklen

Gem artiklen eller del den med andre, der står midt i et projekt med maling, gulve eller vægge.

Medvirkende i No Time To Die

Medvirkende i No Time To Die

Inspiration, tips og trin-for-trin vejledning fra idé til finish.

Medvirkende i No Time To Die

Ryster martinin, spænd sikkerhedsselen og gør dig klar til et sidste, eksplosivt køretur med Daniel Craig som James Bond. Agent 007 – No Time To Die er ikke bare endnu et kapitel i verdens mest ikoniske spion­univers; det er kulminationen på 15 års følelsesmæssige op- og nedture, hvor både helte, skurke og allierede har fået nye farver og nuancer.

I denne artikel dykker vi ned i hele holdkortet – fra de bærende præstationer til de skjulte perler, der giver historien sin dybde. Du møder:

  • Hovedrollerne: Daniel Craig, Léa Seydoux og Rami Malek, der tilsammen tegner Bond-universets stærkeste følelses­konflikter til dato.
  • Team MI6 og nyskabte alliancer, hvor bl.a. Lashana Lynch giver 00-tallet et frisk pust.
  • Skurke, forskere, Spectre-agenter og overraskende cameos, som alle bidrager til filmens labyrint af bedrag, biologi og brutalitet.

Samtidig løfter vi sløret for spændende bag-scener: den imponerende produktionstid, de internationale optagesteder og de kreative kræfter bag kameraet – fra instruktør Cary Joji Fukunaga til producentduoen Barbara Broccoli og Michael G. Wilson.

Er du klar til at opdage, hvordan farverige karakterer og isnende trusler smelter sammen til 163 minutters uforglemmelig action? Så læs videre – der er No Time To Die, men masser af tid til at gå bag om hvert eneste øjeblik.

Hovedrollerne i Agent 007 – No Time To Die

Daniel Craig sætter et definitivt punktum for sine 15 år som 007 med en præstation, der balancerer rå fysiskitet med sjælden sårbarhed. Filmen åbner med Bond på pension på Jamaica, hvor Craig lader figuren hvile i en næsten ugenkendelig ro – kun for hurtigt at rive ham ud af idyllen. Den måde skuespilleren skifter fra afslappet ex-agent til kompromisløs operativ styrke, giver publikum følelsen af en mand, der både prøver at leve videre og stadig bærer vægten af sit gamle liv. Hans blikke, snarere end replikkerne, afslører den indre konflikt: Kan Bond nogensinde slippe fri af blod og pligt? Craig leverer en fysisk intens Bond, men det er de stille øjeblikke – ansigtet i skygge ved en italiensk brostensvej eller et træt smil til barnets bamse – der forankrer filmens emotionelle spændingsfelt.

Hvor Bond er filmens nerve, er Léa Seydoux dens puls. Seydoux fortsætter som Madeleine Swann fra Spectre, men nu som langt mere end “Bond-pigen”. Hendes karakter gemmer på hemmeligheder, der både truer og redder Bond, og Seydoux giver Madeleine en egen agency; hun er læge, mor og overlever i ét. Kemien mellem Craig og Seydoux er præget af både varme og mistro – vi mærker Bonds frygt for forræderi og Madeleines frygt for at miste alt, hun elsker. Seydoux spiller elegant på to niveauer: den rolige facade og den konstante indre panik, der kulminerer i scenen i laboratoriet, hvor hendes ene tåre siger mere end en hel side dialog. Hun fungerer som filmens moralske barometer, og gennem hende forstår vi, hvad Bond reelt sætter på spil.

Ind træder Rami Malek som Lyutsifer Safin, en skurk formet af barndommens traumer og drevet af et køligt hævnbegær. Malek bærer rollen med en ro, der næsten er hypnotisk – hans stemme er lavmælt, ansigtet arret, bevægelserne minimalistiske. Safin virker mere fantom end mand, og netop det gør ham uforudsigelig. Hans forbindelse til Madeleine – han redder hende som barn for senere at udnytte hende som voksen – etablerer en perverteret spejling af Bonds egen beskytterrolle. Malek leverer isnende monologer om magt og renselse, men det er øjeblikket, hvor han rører Madeleines datter og hvisker “now you belong to me”, der fryser blodet: Han ser sig selv som både frelse og dommer.

Sammen danner Craig, Seydoux og Malek filmens følelsesmæssige treenighed. Bond og Madeleine repræsenterer håbet om normalitet; Safin er skyggen, der viser, hvad der sker, når smerte får lov at rådne. Spændingen mellem dem driver historien fra solbeskinnede Jamaica til Safins dystopiske ø, og hver konfrontation løfter indsatsen: Fra tvivl om loyalitet i toget til den altoverskyggende kamp om et nanobot-våben, der kan udslette millioner. Skuespillernes indbyrdes kemi – Craigs desperate intensitet, Seydoux’ stoiske skrøbelighed og Maleks isnende ro – gør, at publikum ikke blot følger en spionmission, men oplever en konflikt om identitet, kærlighed og arvesynd. Resultatet er et Bond-kapitel, hvor action og følelser er uløseligt forbundet gennem tre skuespillere på toppen af deres kunnen.

Team MI6 og centrale allierede

Efter Bonds fem år lange selvvalgte eksil har MI6 udnævnt en ny 00-agent til at udfylde tomrummet: Nomi. Hun er moderne, selvsikker og drevet af et stærkt ansvar over for verdenssikkerheden. Hvor Bond tidligere var MI6’ ukronede ener, giver Nomis tilstedeværelse historien et friskt generationskifte, der både udfordrer og supplerer ham. I første omgang støder de to agenter sammen om metoder og rivaliserer – ikke mindst fordi Nomi nu bærer det eftertragtede 007-nummer – men samarbejdet udvikler sig hurtigt til gensidig respekt. Nomis præcise, næsten kliniske stil spejler Bonds mere instinktive tilgang og viser, at MI6 kan være både traditionsbunden og ­fornyende på samme tid.

M – Ministerens dilemma (ralph fiennes)

Som chef for MI6 kæmper M både indadtil med bureaukratiske magtkampe og udadtil med konsekvenserne af egne beslutninger. Det er M, der autoriserede udviklingen af Heracles, det biologiske våben, som Safin nu ønsker at misbruge – en beslutning der hjemsøger ham gennem hele filmen. Fiennes’ stoiske og til tider skyldbetonede portræt giver et moralsk tyngdepunkt: Han må balancere mellem at holde Bond i kort snor og samtidig anerkende, at kun Bonds utraditionelle metoder kan rette op på fiaskoen.

Q – Tech-hjertet i operationen (ben whishaw)

Ingen Bond-film uden geniale gadgets, og Q leverer igen. Whishaw spiller figuren med en blanding af kejtet humor og knivskarp intelligens, hvilket tilfører scenerne en lethed, når spændingen er på sit højeste. Udover at udstyre Bond og Nomi med alt fra bionisk øje-scanner til magnetisk EMP-ur er Q centralt placeret i historiens tredje akt, hvor hans fjernsupport fra London bliver afgørende for lokaliseringen af Safins øbase. Samspillet mellem Bond og Q er stadig præget af drilleri – Bond presser konstant Q’s sikkerhedsprotokoller – men der er tydelig gensidig loyalitet bag de kvikke stikpiller.

Moneypenny – Bonds fortrolige på indersiden (naomie harris)

Eve Moneypenny har siden Skyfall udviklet sig fra feltagent til M’s betroede sekretær og Bonds uundværlige kontakt til MI6. Harris giver rollen en varme, der balancerer filmens hårde action. Hun handler på egen hånd, da hun overleverer fortrolige filer til Bond uden M’s samtykke – et brud på proceduren, der afslører hvor dyb hendes tillid til Bond er. Moneypennys diskrete effektivitet og verbale ping-pong med Bond understreger, at hun kender systemets regler, men også ved hvornår de skal bøjes for det større mål.

Tanner – Den loyale forbindelsesofficer (rory kinnear)

Hvor M repræsenterer ledelsen, er Bill Tanner MI6’ driftschef i felten. Rory Kinnear spiller ham med britisk, stoisk fattethed, der fungerer som filmens organisatoriske lim. Tanner koordinerer satellitovervågning, henter Bond ind i systemet igen og giver praktiske briefings, så helten kan reagere hurtigt. Uden hans kontinuerlige “play-by-play” ville flere af Bonds indgreb mangle kritisk timing.

Felix leiter – Venskabet på prøve (jeffrey wright)

CIA-agenten Felix Leiter er Bonds ældste allierede og én af de få, 007 virkelig stoler på. Wright formår med få scener at cementere et broderskab, der har udviklet sig siden Casino Royale. At det netop er Felix, der lokker Bond ud af pensionisttilværelsen på Jamaica, giver missionen en følelsesmæssig tyngde. Felix’ skæbne ombord på skibet i Cuba – hvor forræderen Logan Ash vender sig mod ham – bliver et øjeblik, der driver Bonds personlige motivation resten af filmen.

Paloma – Energisk wildcard i havana (ana de armas)

Hvis filmen har én rendyrket scene-stealer, er det Paloma. Ana de Armas spiller den unge CIA-agent med sprudlende charme og dødelig præcision. Hendes selverklærede “tre ugers træning” kamuflerer en ekspert, som på minutiøs vis rydder et helt SPECTRE-ball i Havana sammen med Bond. Hun repræsenterer den næste generation af feltagenter og beviser, at elegance og ildkraft kan gå hånd i hånd. Deres kemi er let, legende – og stopper, før den bliver romantisk – hvilket giver Bond et sjældent ligeværdigt partnerskab på missionen.

Samspillet – Når brikkerne matcher

I No Time To Die fungerer MI6-teamet og Bonds allierede som et tæt sammensvejset puslespil: M sætter de overordnede rammer, Tanner sørger for logistikken, Q leverer værktøjerne, mens Moneypenny og Nomi er Bonds øjne og ører i både Whitehall og felten. Uden Felix’ bøn om hjælp var Bond aldrig trådt ud af skyggerne, og uden Palomas uortodokse støtte i Cuba var SPECTREs plan aldrig blevet afsløret. Gruppens samlede dynamik giver filmen en følelse af, at selv verdens mest ikoniske solo-agent er afhængig af et stærkt hold – en pointe som No Time To Die bringer længere frem i forgrunden end nogen tidligere Bond-film.

Andre medvirkende og figurer fra universet

Foruden de velkendte ansigter i MI6-holdet bidrager en stribe bi- og nøglefigurer til at udvide Bond-universet i No Time To Die. De giver filmen dybde, levendegør Safins plan og kaster nye lag af intriger omkring 007.

Billy Magnussen som CIA-agenten Logan Ash er den høflige amerikaner med det store smil – og den endnu større skjulte dagsorden. Hans charme gør ham til et tillidsvækkende bindeled mellem Bond og Leiter, men Magnussen lader gradvist kynismen sive ind, så forræderiet rammer hårdt, da Ash afslører sin SPECTRE-loyalitet.

Christoph Waltz vender tilbage som Ernst Stavro Blofeld, nu spærret inde i et høj-sikkerhedsfængsel. Selvom skærmtiden er begrænset, udnytter Waltz hvert sekund: Blot et enkelt møde mellem Blofeld og Bond sætter et helt persongalleri i svingninger og bekræfter, at den karismatiske superskurk stadig trækker i mange tråde – også fra sin celle.

David Dencik inkarnerer forskeren Valdo Obruchev, hvis geniale – men moralsk anløbne – sind ligger bag det biologiske nanovåben Heracles. Dencik balancerer komik og kynisme, så Obruchev både fungerer som comic relief og som en tragisk nøgle til katastrofen.

Dali Benssalahs lejemorder Primo, kaldet “Cyclops”, er Safins brutale forlængede arm. Hans biomekaniske øje giver ham et iøjnefaldende, næsten tegneserieagtigt præg, men Benssalah spiller ham med en kølig professionalisme, der gør hver konfrontation med Bond fysisk intens.

Lisa-Dorah Sonnet som lille Mathilde tilfører fortællingen en ny, sårbar dimension. Hendes få replikker understøtter den følelsesmæssige kerne mellem Bond og Madeleine; et stille blik fra barnet er nok til at understrege, hvad der nu står på spil for 007.

Ud over disse nøglefigurer krydres filmen af et farverigt galleri af SPECTRE-folk og andre bipersoner. Brigitte Millar giver den som Vogels isnende konsigliera ved Blofelds side, mens Winston Ellis, Lourdes Faberes og Rae Lim figurerer som veltrænede SPECTRE-agenter under den flamboyante fest i Matera. Eliot Sumner og Rod Hunt ses som uhyggeligt tavse SPECTRE-vagter i den sibiriske skurke-base, og Gediminas Adomaitis optræder kort som Blofelds højre hånd under fængselsbesøget.

På den mere jordnære front møder vi Hugh Dennis og Priyanga Burford som MI6-virologer – et glimt af nørderne bag kulissen – mens Michael Mercer får en kort, eksotisk cameo som bartender på El Nido-øen, hvor Bond søger tilflugt. Selv helt små roller, som Gordon Alexander som laborant og Steve Barnett som anonym SPECTRE-agent (begge ukrediterede), er med til at bevæge historien elegant fra London til Cuba og Japanhavet, uden at tempoet tabes.

Tilsammen skaber disse karakterer en rig baggrundstapet, der forankrer action-sekvenserne i et levende univers og minder os om, at Bonds verden altid er befolket af både storslåede psykopater, moralsk grå videnskabsmænd og helt almindelige bipersoner, hvis liv slynges ind i 007’s højoktane mission.

Agent 007 – No Time To Die: Fakta og produktion

Originaltitel: No Time to Die
Dansk titel: Agent 007 – No Time To Die
Udgivelsesdato: 29. september 2021
Spilletid: 163 minutter – den længste Bond-film til dato.
Oprindelsesland: Storbritannien (GB)
Sprog i filmen: Engelsk dominerer, men du hører også fransk, italiensk, russisk og spansk, hvilket understreger Bonds globale rækkevidde.

Filmen er instrueret af Cary Joji Fukunaga, der som den første amerikanske instruktør på et Bond-eventyr bringer sin visuelle signatur fra bl.a. True Detective og Beasts of No Nation ind i 007-universet. Bag kameraet står de trofaste Bond-kræfter Barbara Broccoli og Michael G. Wilson, der igen fungerer som producent-duo for EON Productions. Sammen med partneren Metro-Goldwyn-Mayer (MGM) holder de fast i seriens DNA, men giver Daniel Craigs sidste mission en mere personlig og følelsesladet klangbund.

Produktionen blev skudt i gang i foråret 2019 og strakte sig over eksotiske locations som Jamaica, Matera i Italien, Norges snedækkede landskaber, samt ikoniske Pinewood Studios uden for London. Undervejs blev optagelserne – ligesom filmens premiere – udskudt ad flere omgange på grund af COVID-19, hvilket gjorde No Time to Die til en af de mest omtalte og ventede film i franchisens historie. Resultatet er en actionthriller, hvor storslåede praktiske stuntsekvenser blandes med ny teknologi – ikke mindst det biologiske nanovåben Heracles, der driver filmens plot.

Med sit internationale cast, sine mange sprog og sin globale produktion cementerer No Time to Die James Bond som filmverdenens måske mest vedholdende agent – og giver samtidig publikum et mægtigt farvel til Daniel Craigs æra, skabt af et hold, der mestrer både tradition og fornyelse.

Del artiklen

Gem artiklen eller del den med andre, der står midt i et projekt med maling, gulve eller vægge.

Indhold